top of page

Kvindernes Internationale Kampdag 2025 – Hvad kæmper vi stadig for?

Benedikte Løje Nielsen, Forperson Kvindeøkonomien


Det er igen blevet den 8. marts, Kvindernes Internationale Kampdag.


Dagen har eksisteret i mere end 100 år, og i løbet af den tid har vi opnået enorme fremskridt for kvinders rettigheder: stemmeret, retten til at bestemme over egen krop, samt adgang til uddannelse og arbejdsmarkedet. Men kampen er ikke slut – og i år er det vigtigere end nogensinde før at markere dagen.


For selvom vi fejrer vores sejre, er der stadig meget at kæmpe for. I en tid, hvor vi ser tilbagerulninger af diversitets- og ligestillingspolitikker, hvor kvinderettigheder globalt er under pres, og økonomisk ligestilling stadig er en fjern drøm, selv i et land som Danmark, står det klart, at ligestilling ikke er en naturlov. Den skal vedligeholdes, udvikles og forsvares.


I Danmark har vi ligestilling – men kun på papiret

I Danmark har vi længe fortalt os selv, at vi er kommet i mål med ligestillingen. Mænd og kvinder er jo ligestillede for loven, så hvad kæmper vi stadig for? Desværre er svaret: rigtig meget.


Selvom vi har lovgivning om ligeløn og ligebehandling, betyder det ikke, at disse love virker i praksis. Kultur og strukturer ændrer sig ikke af sig selv, og de seneste år har vist, at fremskridtene på nogle områder er gået fuldstændig i stå og kun kan hjælpes i gang, når der kommer ny lovgivning og øget regulering.


Vores realitet er, at kvinder i gennemsnit stadig tjener 12,4 % mindre end mænd. Selv i samme stilling, på samme arbejdsplads, er forskellen 7 %. Pensionskløften mellem kønnene er på 25 %, og der er en forskel på 62 % i mænds og kvinders nettoformue.


development of women's rights

Dette er ikke et kvindeproblem – det er et samfundsproblem. Når halvdelen af befolkningen systematisk tjener mindre, har mindre opsparing til pension, og har signifikant lavere formuer, går det ud over hele økonomien, innovationen og samfundet som helhed.


Hvis vi ikke tager kampen op nu, skuffer vi ikke bare os selv, men vi skuffer de kvinder, der kom før os, som kæmpede for de rettigheder, vi har i dag. Vi skuffer dem, der lige nu oplever økonomisk ulighed og strukturel diskrimination. Og vi skuffer de generationer af piger og kvinder, der kommer efter os. Hvis vi ikke kæmper videre nu, har vi fejlet.


Men hvad skal der til?

Kvindernes Kampdag skal være mere end en fejring; det er en anledning til handling. Hvis du spørger mig, skal politikerne gå forrest med lovgivning. Da den øremærkede barsel blev indført, kunne vi se en markant fremgang i antallet af ugers barsel, som mænd nu tager. Vi har stadig ikke set den fulde effekt, men regulering virker. Udviklingen inden for ligeløn og antallet af kvinder i ledelse står stille; vi har brug for regulering på området, hvis vi skal i mål.


Men det er ikke nok, at der kun er fokus fra politisk side. Nej, alle skal med. Udfordringerne, vi har på ligestillingsområdet, er ikke kvindeproblemer; de er samfundsproblemer. For de problemer, som vi står overfor i 2025, er desværre stadig fortidens kampe. Det er kampen for lige løn og lige muligheder; det er kampen for barsel med fair rettigheder; det er retten til ikke at blive straffet for forældreskabet, fordi du er en kvinde, mens du bliver belønnet, fordi du er en mand. Desværre er mange af de samme mærkesager, kvinder i årevis har kæmpet for, stadig relevante. Vi kan løse disse problemer, men det kan vi kun, hvis vi på tværs af køn bakker op om dagsordenen.


Kvinders kamp for ligestilling bør også være mænds kamp, ligesom kvinder også bør kæmpe for mændenes sag. Mænd har lige så meget at vinde: lige adgang til barsel (helst med fuld løn), bedre mentalt helbred, lavere depression og selvmordsrater – dette er også en del af ligestillingskampen. Vi kommer aldrig i mål, hvis vi ikke indser, at der ikke findes kvinde- og mandeproblemer; der findes kun samfundsproblemer.


Lad os kæmpe sammen, ellers opnår vi ikke meningsfuld ligestilling i min levetid.

 

 
 

Recent Posts

See All

Comments


Kontakt os

Forperson

Benedikte Løje Nielsen

Støt vores arbejde

Tak fordi du er her og viser interesse for vores sag!

 

Det er gratis at være medlem af Kvindeøkonomien og der er forskellige måder at støtte vores arbejde på

Følg vores rejse

Vi er en bevægelse i vækst med formål at øge den økonomiske ligestilling - både hos den enkelte kvinde og i vores samfund generelt. Følg vores kamp på de sociale medier.

  • LinkedIn
  • Instagram

©2025 af Kvindeøkonomien

bottom of page