2024 lakker mod enden og det markerer afslutningen på et begivenhedsrigt år inden for ligestillingen. Ligestilling kom hverken helt i mål eller gik helt i stå, men vi har taget skridt, der både giver håb og minder os om, hvor langt vi stadig har igen. Her er et tilbageblik på nogle af årets vigtigste – og mest tankevækkende – ligestillingsøjeblikke.
Den stigende polarisering
2024 blev året, hvor mænd og kvinder politisk set rykkede længere fra hinanden. I Sydkorea, Polen, England og USA viser undersøgelser fra The Economist, at mænd og kvinder aldrig har ligget længere fra hinanden på det politiske spektrum, end de gør nu. Det er kommet så vidt, at det giver store udslag på den sydkoreanske fødselsrate, der er faldet til 0.72 barn per kvinde. Vi ser heldigvis ikke en tilsvarende dramatisk tendens i Danmark, men der er stadig 1 ud af 5 danske mænd under 50 år, der mener at ligestillingen er gået for langt (Mandag Morgen).
Polariseringen skete ikke kun mellem mænd og kvinder, men indfandt sig også i ligestillingsdebatten kvinder imellem. Det kom til udtryk i maj, hvor begrebet ”mental load” heftigt blev debatteret i de danske medier. Linjerne blev kraftigt trukket op, da sognepræst Marie Høgh udtalte, at "vi burde gå hjem og skamme os” for at bringe mental load ind i den offentlige debat. Debatten blev personlig, ophedet og desværre blev forskningen og reelle fakta overset fra den ene side af debatten. Vi kan ikke diskutere ligestilling baseret på synsninger, det bliver nødt til at tage udgangspunkt i etablerede data, for at vi kan rykke på agendaen.
Abortens år
2024 blev abortens år – i både sin positive og negative forstand. Frankrig skrev retten til abort ind i deres forfatning – en kæmpe sejr for kvinders rettigheder, så ingen fransk kvinde nogensinde skal frygte, at en politisk højredrejning, vil kunne tage retten til selvbestemmelse over egen krop fra hende. I Danmark hævede vi abortgrænsen fra 12 til 18 uger, hvilket bragte os mere på linje med resten af Europa. Men glæden blev kortvarig, da Færøerne stemte nej til fri abort. Kvinder dér må stadig vente på en frihed, vi andre tager for givet.
Øremærket barsel – surprise det virker!
I år fejrede vi den øremærket barsel 2 års fødselsdag (hurra) – og sikke to år det har været. Surprise, fædre holder langt mere barsel nu end inden loven trådte i kraft. Førstepladsen gik til fædre i Skive kommune, som gik fra at tage 3.2 uger i gennemsnit til nu at tage 8.9 uger i alt.
Fædre i Københavnsområdet løber dog med den overordnet førsteplads. De tager i gennemsnit 11.6 uger (Kilde: Styrelsen for Arbejdsmarked og Rekruttering). Men det stopper ikke her, med to års data kan vi nu komme med et mere nuanceret billede af barnets totale orlov. Forældre holder nemlig tilsammen den samme mængde orlov på barselsdagpenge, som inden den øremærket barsel blev introduceret, nemlig 39.96 uger mod 39.87 uger (Kilde: Udbetaling Danmark).
Konklusionen er at lovgivning virker. Ligestilling kommer ikke af sig selv, den har brug for et grundlag at stå på og udvikle sig fra.
Vi prioriterer kun ligestilling politisk, når det lige passer os
August og september blev månederne, hvor vi klart kunne forstå at ligestilling kun er noget vi taler om og prioriterer, når det passer os. Vores politikere er i hvert fald ikke særlig seriøse omkring det.
Marie Bjerre startede den årlige Pride uge med et debatindlæg i Jyllands Posten, hvor hun gik til angreb på transpersoner og deres rettigheder i Danmark. Det er fuldstændig absurd og hovedrystende, at man som ligestillingsminister åbent kommunikerer, at man kun vil sikre ligestilling for biologiske mænd og kvinder og decideret arbejder mod minoritetsrettigheder.
En ministerrokade kunne næsten ikke være timet bedre. Vi har gennem de sidste 20 år været vant til at ligestillingsministeriet er blevet kastet næsten vilkårligt rundt mellem ressortområder uden nogen åbenlys forbindelse. Men nu er det jo 2024, vi er klogere, vi vil mere, ligestilling er vigtigt – ikke? Åbenbart ikke.
Ministerrokaden resulterede i at ligestillingsministeriet blev lagt sammen med Miljøministeriet. Mine forhåbninger havde været, at vi endelig havde været seriøse omkring ligestilling og havde lagt det sammen med erhvervs-, social- eller beskæftigelsesministeriet. I stedet skulle vi spørge os selv - miljø og ligestilling, hvad har det med hinanden at gøre?
De (ufødte) børns år
2024 var også året hvor det heftigt blev diskuteret, hvorvidt Danmark var i en fertilitetskrise eller ej. Skal vi føde flere børn, for at opretholde velfærdsstaten? Eller er den finansielle hængekøje, vi har været så nervøs for i de økonomiske modeller, faktisk ikke længere et problem?
Lars Løkkes retorik var klar – danske kvinder skal have flere børn! Nej, de manglende børn er ikke kun kvindernes ansvar. Hvis det er den tone man gerne vil lægge for dagen, skulle den også lyde over for mænd “Kære mænd, pas på jeres faldende sædkvalitet og vent ikke for længe med at finde en partner”. I 2024 var halvdelen af par i fertilitetsbehandling, som direkte konsekvens af lav sædkvalitet.
Og kvinderne, ja, de vil have samme muligheder som mænd. De samme muligheder for at kunne skabe karriere eller vente med at starte familie til de selv er klar. Der mangler attraktive løsninger både for dem, der vil vente med at stifte familie og for børnefamilier, som ikke kan få en hverdag til at hænge sammen. Et opråb om, at der skal fødes flere børn for fædrelandet, får ikke startet lysten hos flere, tværtimod.
Håb for 2025
Mit håb for 2025 er at vi bliver ved med at forbedre ligestillingen i Danmark. At vi giver flere barns sygedage og gerne øremærker dem til hver forældre, så byrden fordeles lige. At endnu flere mænd gør brug af deres øremærket barsel. At selvstændige får bedre barselsforhold. At vi ser løngabet på 7% blive lukket. At der kommer en lige deling af pensioner ved skilsmisse og løsninger til par, som ikke er gift. At debatten bliver baseret på fakta. At vi stopper med at udskamme kvinders valg. At vi får en ligestillingsminister, der er minister for alles ligestilling. At vi har en regering der tager det seriøst. Det synes jeg ikke er for meget at bede om. Kampen er ikke færdig i år, men jeg smøger ærmerne op og er klar på endnu et år – er du?
Godt nytår!
Comments